
Retssagen mod Marius Borg Høiby, den 29-årige søn af Norges kronprinsesse Mette-Marit, begyndte tirsdag den 3. februar ved Oslo tingret. Høiby er tiltalt for i alt 38 forhold, herunder fire voldtægter.
Onsdag den 4. februar afgav Høiby sin første forklaring i retten. Allerede i begyndelsen af sin udtalelse knækkede hans stemme, og han brød sammen i gråd.
– Det er utroligt svært for mig at tale foran så mange mennesker, sagde han ifølge VG.
Ifølge VG talte Høiby i starten af sin forklaring om festliv og alkohol og sagde, at han har levet et liv, som han mener kun få kan relatere til.
– Jeg bliver kendt som min mors søn. Intet andet. Jeg har haft et ekstremt behov for at blive accepteret.
Efter den følelsesladede indledning blev Høibys forklaring mere sammenhængende.
– Den gruppe, der sidder bagerst her, formår at fordreje alting til noget, det ikke er, sagde han med henvisning til pressen.
Høiby understregede, at han ikke ønsker opmærksomhed, især ikke fra medierne.
Høiby er blandt andet tiltalt for at have voldtaget en kvinde i kronprins Haakons og Mette-Marits bolig på Skaugum i 2018. Kvindens forklaring begyndte tirsdag og blev afsluttet onsdag. Høiby vil selv redegøre for sin version af hændelsen i retten onsdag. Han har nægtet sig skyldig i voldtægt.
Kvinden forklarede i retten, at hun mødte Høiby første gang i forbindelse med en fest for flere år siden. Hun beskrev ham ud fra førstehåndsindtrykket som ”super rar, charmerende, venlig og høflig”.
Ifølge kvinden mødte hun Høiby på en natklub den aften, hvor den påståede voldtægt fandt sted. Hun forklarede, at der ikke var nogen romantisk stemning mellem dem på natklubben.
Kvinden fortalte, at Høiby inviterede hende og en veninde med videre til efterfest på Skaugum, hvor der også var andre personer til stede.
Hun forklarede, at hun og Høiby havde haft samtykkende sex på badeværelset, men at hun hurtigt afbrød og gik tilbage til festen.
Kvinden havde drukket vin og drinks i løbet af aftenen og fortalte, at hun mistede hukommelsen under efterfesten.
Hun forklarede, at hun aldrig tidligere havde oplevet et lignende hukommelsestab og mener, at hun kan være blevet bedøvet.
Senere fandt politiet billeder og videoer i Høibys besiddelse, som ifølge anklageren viser seksuel vold mod kvinden i en situation, hvor hun ikke var i stand til at modsætte sig handlingen. Materialet er blevet fremlagt som bevis i retten.
Billederne og videoerne blev vist til kvinden under politiafhøringer. Hun kunne ikke huske hændelserne og blev dybt chokeret over det, hun så.
– Jeg troede det ikke i starten. Jeg kunne ikke tro, at Marius havde gjort noget sådant mod mig. Det var et reelt svigt og et chok, sagde kvinden i retten.