
Christina Applegate har et enkelt barn, men hun kunne faktisk have haft to.
Den amerikanske skuespillerinde blev nemlig som 19-årig gravid, men valgte dengang at få en abort, fordi hun var i et voldeligt forhold.
Det afslører hun i sin nye bog, “You With the Sad Eyes”, skriver Entertainment Weekly.
I bogen har Christina Applegate delt uddrag fra sin dagbog fra dengang, fordi episoden stadig er for smertefuld til, at hun har lyst til at snakke for meget om den.
- Jeg har altid troet, at hvis jeg blev gravid på det forkerte tidspunkt, så ville jeg ikke have et problem med at få en abort, fordi “det ikke er en baby endnu”, men det er noget vrøvl, står der i en passage fra dagbogen.
Her fortæller den 54-årige skuespillerinde også, at hun var seks og en halv uger henne, da hun opdagede graviditeten, og at hun fik aborten på grund af sin daværende kæreste.
Navnet på kæresten bliver ikke nævnt i dagbogen, men skuespillerinden beskriver ham som værende psykisk voldelig mod hende.
- Min kæreste sagde, at jeg var en klam, egocentreret og fed gris i dag. Det har åbnet mine øjne. Jeg tror ikke rigtigt, jeg forstår vores forhold mere, men det er ikke godt, står der i en passage.
- Jeg er fucking gavid og vil dræbe mit barn på torsdag. Hans familie vil hade mig, når de finder ud af, jeg har dræbt deres familiemedlem, fordi de ikke tror på aborter. Men jeg kan ikke få den her baby, står der videre.
Få dage senere i en passage fra den 13. juni 1991 skriver Christina Applegate, at hun nu har fået aborten.
- Det er slut. Jeg føler mig okay, men bare lidt svimmel.
Christina Applegate blev mor i 2011, da hun fødte datteren Sadie, som hun deler med sin ægtemand, musikeren Martyn LeNoble.