
Efter en henvendelse fra Birthe Kjær har statsminister Mette Frederiksen slettet et opslag. Det samme skal alle partifæller nu gøre, siger partiet.
Socialdemokrater har i disse valgkampstider travlt med at male landets byer røde med roser, valgplakater og politik.
Og der findes næppe en mere passende sang til det end Grand Prix-hittet med selvsamme titel.
Således har flere socialdemokrater – herunder statsminister Mette Frederiksen (S) – lagt Birthe Kjærs ”Vi maler byen rød” på opslag på sociale medier.
Det skal holde op, siger sangerinden nu til TV 2. For den slags kræver tilladelse fra pladeselskabet såvel som Birthe Kjær selv, siger hun til TV 2:
- Jeg er forundret over, at de misbruger vores sang. Der burde jo sidde nogle mennesker på de poster, som kender reglerne. Ingen har spurgt.
Fik Mette F. til at slette
En af dem, der har brugt dansktop-hittet, er som nævnt S-partiformanden selv, Mette Frederiksen.
Hun delte ifølge Birthe Kjær et opslag med sangen i søndags. Efterfølgende kom sangerinden i kontakt med en af Frederiksens ansatte, hvilket resulterede i, at opslaget med sangen nu er fjernet.
Det er som om, de prøver at tage ejerskab over “Vi maler byen rød”, og det hører ingen steder hjemme
Birthe Kjær
Alligevel dukker den op ”alle mulige steder,” siger Birthe Kjær.
Hun nævner Simon Kollerup og næstformand Mogens Jensen, der begge stiller op i det midt- og vestjyske, som eksempler på socialdemokrater, som lørdag eftermiddag stadig har opslag med hittet liggende på deres sociale medier.
Opdatering
Opslag slettet
- mar. 2026, kl. 20:49
Lørdag aften har både Simon Kollerup og Mogens Jensen fjernet de opslag, der har sangen som baggrundsmusik.
- Det er som om, de prøver at tage ejerskab over “Vi maler byen rød”, og det hører ingen steder hjemme, siger Birthe Kjær.
- Jeg er virkelig chokeret over, at der sidder nogle på Christiansborg og bare gør det her. Ingen forbyder dem at bruge udtrykket ”at male byen rød”, men de kan ikke tage vores indspillede sang.
Ville sige nej, hvis de spurgte
Det må jo siges at være en meget passende sang. Hvad er problemet?
- Det er lige meget hvilken sang, du nævner. Så længe du ikke har tilladelse, kan man jo ikke tillade, at man bruger den. Sådan er reglerne.
Hvad nu hvis de havde spurgt dig om lov?
- Så havde de fået nej.
Du har før optrådt for Dansk Folkeparti. Er problemet, at det specifikt er Socialdemokratiet, der bruger sangen?
- Nej, jeg optræder for alle, der gerne vil høre mig synge. Men jeg er upolitisk i mit arbejde, siger Birthe Kjær.
Videoer skal fjernes
Det er ikke lykkedes TV 2 at få hverken Simon Kollerup eller Mogens Jensen i tale om deres brug af “Vi maler byen rød”.
Men Socialdemokratiets presseafdeling bekræfter, at statsminister Mette Frederiksen har slettet et opslag.
De af mine partifæller, der har brugt Birthe Kjærs musik, har gjort det ud af begejstring og kærlighed
Christian Rabjerg Madsen (S), politisk ordfører
Det samme har partiet nu bedt alle andre kandidater gøre, lyder det i et skriftligt citat fra politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen.
- Jeg kan forstå, at Birthe Kjær er utilfreds med, at nogle af vores politikere har brugt hendes musik på opslag på sociale medier. Derfor får vores kandidater nu besked på at fjerne hendes musik fra de opslag, det drejer sig om, skriver han:
- Jeg tør godt sige, at de af mine partifæller, der har brugt Birthe Kjærs musik, har gjort det ud af begejstring og kærlighed til hendes sange.
Birthe Kjær oplyser desuden til TV 2, at hun er blevet kontaktet af partiet og har fået en beklagelse.
Politikere over stregen
Det er ikke første gang, at politikere har fået kritik for at misbruge en sang. I efteråret kom Moderaterne i vælten, fordi de ifølge Peter A.G. misbrugte Gnags-nummeret “Når jeg bliver gammel”.
Mette Frederiksen er heller ikke den eneste, der under denne valgkamp har været nødt til at slette en video på sociale medier.
Så sent som fredag måtte partifællen Rasmus Stoklund fjerne en video, hvor han stod i Københavns Lufthavn og talte om udlændingestramninger.
Stoklund havde glemt at spørge om lov. Og selv hvis han havde, ville han havde fået nej. Lufthavnen ønsker nemlig – ligesom Birthe Kjær – ikke at blive blandet ind i “politiske budskaber og kampagner”.
TV MIDTVEST har forsøgt at få en kommentar fra Simon Kollerup og Mogens Jensen, men det er ikke lykkes.