LÆS OGSÅ: Suzanne Bjerrehuus er død efter længere tids sygdom

Suzanne Bjerrehuus blev ofte beskrevet som larmende, provokerende og grænseoverskridende. Hun fyldte for meget, sagde for meget og mente for meget.

I 1980’erne og 90’erne var Suzanne en markant figur i dansk offentlighed. Hun blandede sig i debatter om magt, køn, moral og seksualitet – ofte uden at tage hensyn til, hvad den gængse holdning var.

Hun blev citeret flittigt, men sjældent taget alvorligt.

• Folk hører, hvad jeg siger. Men de lytter ikke altid.

Når hun sagde noget kontroversielt, blev det ofte mødt med latter, fordi ironi fungerede som en effektiv afmontering.

• Hvis man griner ad mig, behøver man jo ikke forholde sig til det, jeg siger, sagde hun om det, hun blev mødt af.

Hun var bevidst om mekanismen: At latter kan være mere magtfuld end modargumenter.

Hun blev hurtigt reduceret til en figur snarere end et menneske med holdninger.

• Jeg er blevet gjort til en karikatur. Det er nemmere end at tage mig alvorligt, forklarede hun.

I stedet for at diskutere indholdet af hendes udsagn, diskuterede man hendes tone, hendes livsstil og hendes seksualitet. Hun vidste, at hun brød med forventningerne til, hvordan kvinder burde opføre sig.

• Kvinder skal helst være pæne og taknemmelige. Det har jeg aldrig været god til, mente hun selv.

Hellere for meget end for lidt

Hun nægtede da også at dæmpe sig selv for at passe ind.

• Jeg har hellere været for meget end for lidt, sagde hun – velvidende at det valg havde konsekvenser.

Konsekvenserne var sjældent direkte, men de var konstante. Hun blev ikke inviteret ind i de seriøse samtaler, hvor dem med de rigtige titler og holdninger boltrede sig.

• Jeg er blevet inviteret med for underholdningens skyld. Ikke fordi nogen ville høre, hvad jeg mente.

Suzanne Bjerrehuus var bevidst om sit privilegium, men også om dets begrænsning.

• Folk tror, jeg har haft alle muligheder. Men der er også døre, der aldrig har været åbne for mig, uddybede hun.

Sygdommen ændrede ikke mekanismen, men forstærkede den. Da hendes stemme bogstaveligt talt begyndte at forsvinde efter kræftbehandlingen, blev stilheden omkring hende mere mærkbar.

• Det værste er ikke, at jeg ikke kan tale. Det er, at jeg ikke længere bliver hørt, skrev hun.

Den kvinde, der i årtier var blevet kritiseret for at fylde for meget, forsvandt nu næsten lydløst ud af offentligheden.

I dag, efter hendes død, tales der anderledes om hende.

Hun beskrives som modig, kompromisløs, forud for sin tid. Det, der tidligere blev kaldt for meget, kaldes nu konsekvent.

• Jeg har aldrig været bange for at stå alene. Men det betyder ikke, at det er let, fortalte hun om kulturparnassets latterliggørelse af hende.

Den stille pris for at være “for meget” var netop dét: at stå alene med sine ord. At blive set uden at blive mødt. At blive citeret uden at blive taget alvorligt.

Suzanne Bjerrehuus betalte den pris i levende live.