
LÆS OGSÅ: Vild forbrugsfest!
Det giver mening, at Mary og Frederik har chauffør på, når de rejser rundt i verden.
Så risikerer de nemlig ikke at blive taget for spritkørsel efter at have smagt på den endeløse række af spiritus-flasker, som tilflyder dem fra alverdens regeringsledere.
Kongehuset har netop offentliggjort listen med gaver, som i løbet af 2025 kom kongeparret eller deres 18-årige datter prinsesse Isabella i hænde.
I forbindelse med et statsbesøg i Frankirg fik Mary og Frederik en flaske armagnac af den franske premierminister.
Kongeparret modtog en flaske limited edition whiskey fra Australiens ambassadør som markering af tronskiftet, mens kongen selv fik tre flasker limited edition whiskey fra en virksomhed i anledning af et tiltrædelsesbesøg i Japan.
Da Frederik fyldte 57, sendte Kinas præsident ham mere sprut. Og Georgiens præsident toppede lige gavelisten med en flaske brandy – fra Georgien, selvfølgelig.
Da kongeparret besøgte Færøerne, fik Frederik hele to sæt manchetknapper. De gavmilde færinger forsynede også Mary og Frederik med lommeur, halskæde, armbånd og to sæt ørenringe.
På statsbesøget i Finland lød gavehøsten på sjal og strømper samt et glasfad og en økse. Og her gik vi og troede, at finnerne var til knive.
Statsbesøget i Frankrig kastede også en cykel af sig – med monogram. Den var fra præsidentparret, som også forærede kongeparret en bog, en taske, et foto og en keramikskål.
Pakker med skulpturer, keramik, ringe, bøger, mønter og medaljoner, gavekurve, te- og kaffesæt, vaser, blomsterkranse, lamper, malerier og silketørklæder blev også pakket ud af kongeparret i det forløbne år.
Prinsesse Isabellas 18 års fødselsdag indbragte smykker, tøj og en kokkekniv.