
Hun er kræftfri – det har hun været siden sin operation i august – men har været igennem kemoterapi og strålebehandling. Nu er hun i en medicinsk efterbehandling, hvor nogle af præparaterne skal tages i op til fem år.
– Selvom de største bjerge er besteget, så er der stadigvæk et par stigninger i ny og næ, som jeg tror man kommer til at kunne mærke.
Hun føler sig “heldig” med timingen i at kunne vende tilbage netop nu, hvor tempoet på Christiansborg afspejler, at der endnu ikke er dannet en regering.
– Fordi så kan jeg starte op i mit eget tempo, når der ikke ligger en masse møder og venter på mig.
I politik kan man ikke være med på halv tid eller deltid, lyder det fra den erfarne politiker.
Har du overvejet, om du kunne løfte ansvaret som folketingspolitiker godt nok til, at du skulle vende tilbage?
– For mig har det ikke været en mulighed ikke at vende tilbage. Jeg har virkelig været stålsat omkring, at det var vigtigt for mig at komme tilbage. Men jeg er godt klar over, at der også er nogle ting, der har forandret sig for mig, siger Mai Mercado.
Både fysisk – med senfølger fra kræften – og måden “hun er på som menneske”. Og ser verden på.
– Men jeg har aldrig tænkt, at det ville være en svaghed for mig. Jeg har egentlig bare tænkt, at det kunne være en styrke, at jeg vil have noget ekstra erfaring at trække på.

Et gensyn med grøn gang
Der ligger adskillige uåbnede pakker, gaver og breve på Mercados kontor på den grønne gang på Christiansborg – kort fra Statsministeriet.
Partiets politiske ordfører, Mette Abildgaard, dukker op for at sige hej. Hun har kontor lige ved siden af.
Et stykke inde i snak og kram minder Abildgaard om, at de “jo har en meget tynd væg” mellem deres kontorer. Da Mercado og Pape i sin tid havde drøftet på fynboens kontor, om Abildgaard skulle gøres til politisk ordfører, “kom det ikke ligefrem som en overraskelse”.
De to griner.
En medarbejder fra Konservative kommer forbi. Anette, hedder hun. Hun krammer Mai Mercado – og med armen om hende går de sammen ind på partiformand Mona Juuls kontor.
Du kan komme med her: