
Et ni år langt retsopgør med utallige dagslange retsmøder fandt forleden sin afslutning, da Mikkel Skelskov i Østre Landsret blev idømt to års fængsel.
34-årige Amalie Szigethys jævnaldrende on/off-kæreste og faderen til hendes døtre, Josephine og Hannah, fik dermed en rabat på et halvt år i forhold til den afgørelse på to et halvt års fængsel, som byretten i 2022 nåede frem til.
Mikkel Skelskov blev sammen med 11 andre kendt skyldig i medvirken til hvidvask i den omfattende Operation Greed-sag, der omhandlede hvidvask for omkring 500 mio. kr. ved hjælp af 5.747 falske fakturaer.
Hovedmanden Naveed Anwar, der ligesom Mikkel Skelskov er fra Dragør, fik syv års fængsel. Hele 9.423.041 kr. blev hvidvasket gennem firmaet Cash Me ApS, som Skelskov var direktør for.
I tv-programmer om realitystjernen Amalie blev Mikkel Skelskov ellers fremstillet som ”iværksætter” – sandheden er bare, at hele idéen med Cash Me var, at vaske sorte penge hvide ved hjælp af falske fakturaer.
Skelskov har ikke kun kæmpet mod retssystemet. Der har også været kampe mod Amalie Szigethy – og især hendes mor, Lotte Kejser.
- Amalie bliver kulret, når hun er sammen med sin mor. Jeg bryder mig virkelig ikke om hende, har Mikkel åbenhjertigt sagt.
Lotte Kejser har i den årelange familiekrig, hvor Mikkel bl.a. varsel rejste til udlandet med døtrene, heller ikke haft meget til overs for sin svigersøn:
- Undskyld mig, hvem fanden gider leve med sådan en mand?
Svaret på Lotte Kejsers spørgsmål er ”Amalie”.
I hvert fald har hendes datter og Mikkel fået to børn, som i dag er ni og fem år, og de har, mens retssagen har kørt, levet under samme tag i huset i Dragør.
Når Mikkel Skelskov begynder afsoningen af sin dom, kan Amalie fuldt ud dele døtrene med sin mor. Amalie har tidligere udtrykt bekymring over, at det ikke var muligt at invitere sin mor til døtrenes fødselsdage, når Mikkel var i huset.
Selv om Amalie på det seneste har afvist at tale om sit forhold til Mikkel Skelskov, tyder meget på, at en del kanter er blevet slebet af. Både mellem Mikkel og Amalie og i forholdet mellem Mikkel og hans svigermor.
I februar var Mikkel og Amalie og deres døtre på skiferie sammen.
Og ved sidste års Reality Awards hilste Mikkel, der ellers kaldte opgøret med svigermor for en slags 30 års krig, pænt på både Amalie og hendes mor.
Lotte Kejser fortalte ved den lejlighed, at tiden læger alle sår, og at Mikkels status som far til hendes børnebørn overtrumfer alt andet.
På Lottes Instagram-side var der da heller ingen hoveren, og hverken lovbrud eller afsoning blev nævnt, da dommen over Mikkel faldt – Lotte Kejser bragte blot et foto af Amalie og Mikkel samt teksten: ”Forældre til Josephine & Hannah”.
Amalies markering af dommen var også til den stille side:
På Instagram lagde hun en video op, hvor en kvinde på engelsk understregede, at når man peger på nogen, er der tre fingre, der peger tilbage på en selv.
- Så tjek dig selv, før du fortsætter, siger kvinden på videoen, der kan tolkes som Amalies opfordring til ikke at pege fingre af hendes døtres far.
Mikkel Skelskov fik en bonus med fra Østre Landsret. Han slipper nemlig med at betale knap 700.000 kr. i sagsomkostninger. Resbeløbet på 1,3 mio. kr. betaler staten.
Den første del af afsoningen kommer formentlig til at foregå i Horserød. Derefter er der mulighed for at komme til en udslusningspension i f.eks. Kongens Lyngby, hvor der blot er krav om, at man overnatter, mens man passer sit arbejde om dagen.
Med god opførsel er der mulighed for at blive løsladt efter et års afsoning. Så Mikkel kan komme tilbage til sine piger.