
Grime-stjernen, der især var kendt under kunstnernavnet Dot Rotten, blev 37 år.
Hans familie bekræfter dødsfaldet over for BBC. Omstændighederne omkring hans død er uklare, men bekræftelsen kommer efter flere timer med onlinerygter.
Her væltede det ind med mindeord for stjernen, der ifølge rygterne var omkommet i Gambia i Afrika.
Joseph Ellis-Stevenson begyndte allerede at rappe som syvårig under navnet Young Dot, som han også i 2007 udgav musik som. Kort efter skiftede han kunstnernavn til Dot Rotten og udgav i 2008 et mixtape med titlen “R.I.P. Young Dot”.
Det var som Dot Rotten, at han opnåede succes og i 2011 sikrede sig en pladekontrakt med Mercury Records, og året efter røg han ind på top 20 på de britiske hitlister med nummeret “Overload”, der ifølge ham selv var inspireret af hans erfaringer med depression.
Dot Rotten var en del af Ed Sheerans 2011-EP “No. 5 Collaborations Project”, hvor han var featuring på nummeret “Goodbye to You”.
Desuden har han medvirket på en remix af stjernens “You Need Me, I Don’t Need You”, ligesom han også var med på Take That-stjernen Gary Barlows coverversion af “Teardrop” til fordel for velgørenhedsshowet “Children in Need 2011”
I 2013 meldte han ud, at han ville tage en pause fra rap. Siden skiftede han kunstnernavn til Zeph Ellis og begyndte at producere og skrive musik for andre – heriblandt Kano og AJ Tracey.
For få dage siden vendte han tilbage til genren på nummeret “Psalms For Praize”.
Men det ser altså ud til, at nummeret både bliver hans comeback og afsked.