
Under fredagens liveshow, hvor Mli sang “Billions” af Saveus, afslørede Drew Sycamore, at både hun og hele holdet bag Mli har grædt som pisket under forberedelserne.
Til SE og HØR uddyber Drew Sycamore, at det skyldes hendes vilde sangstemme, men også den rørende detalje med sønnen Knud, der pludselig dukkede op på scenen.
- Hendes stemme rører mig bare grundlæggende. Men der var et eller andet med at høre hende synge lige den sang, og jeg vil også lige sige, at Mli også er klar til lige at fælde en tåre generelt.
- Og så sidder jeg nede ved dommerbordet, og hver gang Knud kom ind, så måtte jeg bare tænke på rullepølse og noget andet.
- Fordi det rammer bare i hjertekulen, lød det fra Drew Sycamore efter kameraerne slukkede.
Inden Mli gik på scenen, fortalte hun, at sønnen Knud havde været med til prøverne i løbet af ugen, og at hans tegninger ville blive en del af scenografien. Knud var næsten blind, da han blev født, men han har altid haft en stor kærlighed til at tegne.
Selv om Mlis rørende optræden fik tårerne til at flyde, var det dog ikke nok til at stryge direkte videre i sangkonkurrencen.
Mli, hvis borgerlige navn er Emelie Blomgren, havnede således i farezonen med Drew Sycamores gruppe Sara + Marie, og herefter var det op til Drew Sycamore at vælge, hvem der skulle gå videre i konkurrencen.
Valget faldt til Mlis fordel, som nu er sikret endnu en uge i programmet, da “X Factor”-dommeren valgte at sende sin gruppe hjem.
- Jeg går tilbage til min investeringsplan. Min oprindelige plan. Og det var at lede efter den store stemme. Og her er din stemme størst, Mli. Derfor sender jeg jer hjem, lød det fra Drew til Sara + Marie.