
Det var en rørende og værdig afsked, Suzanne Bjerrehuus fik.
Den markante personlighed gik bort tidligere på ugen efter at have været syg med kræft i længere tid.
Men det stod ikke i vejen for en respektabel afsked.
Suzanne Bjerrehuus’ lillebror, Torben Bjerrehuus, fortæller Ekstra Bladet, at hans søster gik bort på ærefuld vis.
– Jeg vil sige, at det var meget smukt. Det skete med hjerte og hjerne og foregik på ordentlig vis.
Torben Bjerrehuus har ikke yderligere at tilføje, men medgiver, at han og familien naturligvis er ramt af en stor sorg efter afskeden med deres Suzanne.
Suzanne Bjerrehuus’ bror har levet et meget anderledes liv end sin søster.
Han har arbejdet som praktiserende læge og levet uden moderne teknologi som radio og tv og får sine nyheder fra de fem aviser, han har abonnement på.
Torben Bjerrehuus er to år yngre end sin storesøster Suzanne Bjerrehuus. Foto: Mikael Østergaard/Villabyerne
Ramt af kræft
Suzanne Bjerrehuus blev tilbage i 1995 ramt af kræft i halsen. Efter to års hård kamp vandt hun over sygdommen, men har siden måttet leve med alvorlige senfølger.
Da hendes søn, 50-årige Oliver Bjerrehuus, i efteråret medvirkede i ‘Knæk Cancer’-showet på TV 2, fortalte han, at hans mor havde fået tilbagefald og igen var ramt af den frygtede sygdom.
– Min mor, hun har det godt. Hun kæmper. Det hårde har været at se det smerteforløb, hun har været igennem. Der er gode dage, der er dårlige dage, lød fra en tydeligt berørt Oliver Bjerrehuus.
– Hun kæmper, men hun har ikke nogen smerter nu, så lad os håbe, at det bliver ved, sagde han.
Suzanne Bjerrehuus blev i 1988 gift med erhvervsmanden Asger Aamund i Søllerød Kirke.