
– Jeg har egentlig haft rigtigt godt styr på min økonomi i mange år. Lige indtil jeg blev gravid, fortæller Irina i dagens afsnit af dokumentaren.
Om hun mener første eller anden graviditet, står ikke klart i afsnittet. Drejer det sig om første graviditet, er det mere end et årti, hendes økonomi har været i ruiner.
Er det graviditeten med sønnen Aston, er det kun små fire år, der ikke har været styr på det økonomiske for realitydivaen.
Men faktisk står det så slemt til med økonomien, at hun også skylder penge til Skattestyrelsen.
– Der, hvor jeg er lige nu, er, at jeg har en skattegæld, og den skal jeg have dækket, inden jeg kan noget som helst at all, fortæller Irina Olsen i “Irina i stykker”.
Men som sagt er det altså ikke første gang, at Irina beklager sig over sin økonomi.
Den gjorde hun nemlig allerede i det allerførste afsnit.
– Jeg ved godt, at folk tror, at jeg har millioner, men jeg har virkelig brug for, at det her hus bliver solgt, hvis jeg skal have råd til depositum til en lejlighed eller noget som helst. Jeg kan faktisk ingenting, før det her hus bliver solgt, lød det fra divaen.