
LÆS OGSÅ: I tvivl om ”X Factor”: De ser stærkest ud
Det blev et kort ophold i sangkonkurrencen for Jakob Hasselstrøm.
Efter at være havnet i farezonen mod 44m2, måtte han som den første deltager forlade årets sæson af “X Factor”.
- Vi havde en vision. Jeg tror ikke, det har været dårligt, det ved jeg ikke. Det er ærgerligt, jeg ville gerne have fortsat, fortæller Jakob Hasselstrøm til SE og HØR kort tid efter aftenens afgørelse.
Det blev ikke ligefrem den drømmestart Benjamin Hav havde håbet på, og den nye dommer lagde bestemt heller ikke skjul på sin skuffelse, og tog straks ansvaret på sine skuldre.
Flere gange i løbet af afgørelsen undskyldte Benjamin og erkendte, at det var hans fejl.
- Jeg vil gerne sige undskyld. Jeg har fejlet, og jeg skammer mig over, jeg har fejlet. Det her var en svinestreg. Det var en grov en. Det er jeg ked af, siger Benjamin Hav, som tydeligt var berørt af situationen.
Selvom samarbejdet kun nåede at vare få måneder, formåede de to at opbygge et tæt forhold, og står det til Jakob er venskabet ikke ovre, bare fordi hans tid i “X Factor” er.
- Han har nok ikke tid det næste stykke tid. Det er svært at vide, det må tiden vise, men det vil være underligt, hvis jeg aldrig mødte ham igen.