
Grev Nikolai har fået en “okay start” på sin skuespilkarriere med den nye svenske thriller “Doktor Glas”.
Sådan skriver Berlingskes anmelder om filmen, som torsdag har premiere i de danske biografer.
Anmelderen kvitterer med tre ud af seks stjerner:
- Det er en udmærket film til en mørk aften og en okay start for grev Nikolai. Men rigtig godt dybt bliver det aldrig.
Reality Awards 2026: Her afslører Panda skilsmissen
I filmen spiller grev Nikolai broren til en af de tre centrale karakterer. Det er hans første filmrolle.
Hos Soundvenue får filmen en lidt mere positiv modtagelse. Her får filmen fire ud af seks stjerner med på vejen.
Ifølge anmelderen bliver der dog taget nogle underlige valg i filmen.
Det er heller ikke alle replikker, der fungerer for hovedpersonerne.
- Heldigvis bliver det overskygget af den spændende og interessante fortælling, som viser, at incel-figuren altså har haft et langt litterært liv inden Reddit, lyder det.
Informations anmelder giver ikke stjerner, men skriver, at det er en elegant fotograferet film, som er stilfuld.
- Selv om den foregår i nutiden, har den tilmed noget tidløst over sig, hvilket måske har med forlægget at gøre. Det er ikke et pænt billede, nærmest karikeret, Leijonborg (filmens instruktør, red.) tegner af den overklasse, man møder, skriver anmelderen.
“Doktor Glas” er baseret på romanen af samme navn af Hjalmar Söderberg. Den nye film er instrueret af Erik Leijonborg.
Hovedrollerne spilles af Isac Calmroth, der også har været med til at skrive manuskriptet, samt af Thea Sofie Loch Næss og Christian Fandango Sundgren.