
Læge Charlotte Bøving forklarer, hvad det er for et indgreb dronning Margrethe har fået, samt hvad det har af konsekvenser i fremtiden.
Kongehuset har fredag meddelt, at dronning Margrethe har fået foretaget en ballonudvidelse af hjertets kranspulsåre.
Det er sket, efter hun torsdag blev indlagt på Rigshospitalet med hjertekramper.
Ifølge Charlotte Bøving, som er læge, er en ballonudvidelse af hjertets kranspulsåre alvorligt, men der er tale om et indgreb i den mildere ende.
- Det er altid alvorligt, når vi snakker ballonudvidelse, men det er i den blidere ende, fortæller Charlotte Bøving til BILLED-BLADET og forklarer:
- At de har foretaget en ballonudvidelse af hjertets kranspulsåre, siger mig, at omfanget af åreforkalkningen i hjertets blodkar ikke er så udtalt.
Charlotte Bøving forklarer, at lægerne på Rigshospitalet formentlig har kortlagt forkalkningen i kranspulsåren ved hjælp af kontrastvæske, hvorefter der er blevet foretaget en ultralydsscanning så omfanget af forsnævringen kunne bedømmes.
- Der har man fundet en forsnævring. Så er de gået gennem lysken eller armen med en sonde op til hjertet. Ud for den læsion blæser man ballonen op, hvilket betyder, at man foretager en udvidelse præcis hvor der er en forsnævring, fortæller Charlotte Bøving videre.
Hun peger på, at lægerne på Rigshospitalet nok havde valgt en anden metode, hvis de havde fundet flere forsnævringer.
Ifølge Charlotte Bøving er åreforkalkning på ingen måde sjælden.
- Åreforkalkning er en fremadskridende proces. Det sker fra 40-50-årsalderen og op efter. Der bliver blodkarrene mere forkalkede. Jo mere, vi udsætter vores krop for eksempelvis af rygning, diabetes eller lignende, vil der komme mere eller mindre accelereret åreforkalkning med tiden. Det er en af de største dræbere i Danmark. Der er cirka en fjerdedel, der dør af hjerterelaterede sygdomme, forklarer hun.
Selv om udsigterne kan være alvorlige, er det i dronning Margrethes tilfælde et mindre indgreb end hvis hun skulle have gennemgået en bypassoperation, og dermed et mindre indgreb, hun skal komme sig over.
- Det er en mindre ting, hun skal komme sig over. Hun vil formentlig komme sig over det efter nogle dage eller uger, fortæller Charlotte Bøving, der påpeger, at det i den kommende tid skal klarlægges, om dronning Margrethes hjertemuskulatur har taget skade af den manglende ilttilførsel, som har forårsaget hjertekramperne:
- De næste par dage skal det vise sig, om hjertemuskulaturen har taget permanent skade. Det skal undersøges, om hjertemuskulaturen fungerer, som det skal. Hjertemuskulaturen kan gå til grunde ved manglende blodforsyning og blive erstattet af bindevæv. Det vil sige, at det bliver stift og mister sin evne til at trække sig sammen på det sted, hvor læsion har været. Mit gæt er, at man har været rigtig hurtig på aftrækkeren, fordi dronningen har hurtig adgang til læger, så hun har formentlig reageret i det øjeblik, hun har mærket hjertekrampen.
Dronning Margrethe vil forsat være indlagt på Rigshospitalet i nogle dage endnu, meddeler Kongehuset.
Kongehuset har også meddelt, at dronning Margrethe er velbefindende efter ballonudvidelse.
Selv om der er tale om et blidere indgreb, har hændelsen betydning for fremtiden.
- Dronningen skal indstille sig på, at hun nu er hjertepatient. Hun skal til en række kontroller for at se, hvordan hendes hjerte fungerer. Det sker både lige efter operationen, efter nogle dage, men også efter, hun bliver udskrevet, fortæller Charlotte Bøving.