Efter to oplevelser tæt på døden har Danmarks ældste fundet en særlig ro. Hun frygter ikke det, der venter.

– Jeg har to gange været på den anden side, lyder det pludselig fra Danmarks ældste, mens vi sidder og maler æg.

Ja, på mange måder var det slet ikke givet, at hun skulle sidde her i dag som Danmarks ældste. 112 år. For siden hun er fyldt 100, har hun altså været tæt på at skulle herfra et par gange.

– Den ene gang var, da jeg havde helvedesild, den anden var en gang i en ambulance, fortæller hun.

Derudover har hun også fået sig en pacemaker som 104-årig.

Så hvert år, når vintergækker og påskeliljer finder vej til hendes vaser, og det hele begynder at dufte lidt af forår, sætter hun lidt ekstra pris på det.

For det er den bedste tid på året for Kirsten Schwalbe.

– Det er sådan en skøn tid, alting gror og grønnes. Det hele bliver lyst igen. Det nyder jeg sådan, forklarer hun.

Men påsken.

– Nej, det kan jeg ikke sige, svarer hun med et smil, da snakken falder på højtidens betydning.

Der har bare aldrig rigtigt været nogle helt særlige familie traditioner. Påske- haren, -frokoster og -gudstjenester har ikke fyldt det store.

Selvom troen alligevel betyder noget for Kirsten.

– Ja, jeg tror på Gud, men jeg holder det lidt for mig selv. Der er i hvert fald noget, som har skabt både jord, himmel og mennesker, konstaterer hun.

Men når der kommer til det der med at komme i himlen, opstandelsen og det evige liv, så har Kirsten sin egen fortolkning.

– Jeg tror meget mere, at man bliver til en stjerne og kan sidde og kigge ned. Der er så mange af dem, så det kan godt passe.

Med to oplevelser de seneste år, hvor hun troede det var slut, har hun faktisk fundet en hvis ro i det der med døden.

For hun husker det ikke som skræmmende. Tværtimod.

– De fik mig vækket op igen, og så var det, at jeg tænkte, hvis jeg skulle komme så let herfra, så var det jo egentlig fint, lyder det med et lille glimt i øjet.

Der er ingen frygt i hendes stemme. Snarere en form for accept.

– Jeg tænker ved mig selv, at hvis jeg kommer så let om ved det, så skal jeg ikke klage mig. Det er jo ikke alle og enhver, der gør det. Men det er jo ikke noget, jeg ved noget om.

Hun trækker let på skuldrene og smiler.

–  Så det var for tidligt at blive til en stjerne.

I stedet blev hun noget helt andet.

En tv-stjerne.

I dag bliver hun genkendt. Hun har medvirket i en bog. Tilfældige mennesker har banket på hendes dør. Og på Instagram følger knap 40.000 med i vores besøg hos hende.

–  Hahaha. Ja, det er vildt. Tænk sig at jeg skulle blive over 100 år, inden jeg skulle opleve alt det her.

Hun griner højt. Et smittende grin fuld af liv, der fylder rummet.

Og det grin skulle vi gerne høre mange gange endnu. Kirsten har i hvert fald tænkt sig at fortsætte som tv-stjerne i stedet for en af dem på himlen.

– Jeg har besluttet mig for at blive 113, for at se, hvad I så kan finde på til min næste fødselsdag, siger hun med et glimt i øjet.